England ved VM 2026 — Tuchel og det store håb

“It’s coming home” er en sang, jeg har hørt på så mange forskellige engelske slutrunder, at den for mig er blevet en slags ironisk landskab — en fortælling, der bliver genopstartet hvert andet år og afsluttet med samme smertelige tavshed. Siden 1966 har England ikke vundet en slutrunde. Det er 60 år med nærhed og skuffelse, med en enkelt finale ved EM 2020, med semifinaler i 1990 og 2018 og 2022, og med en gradvist voksende mistanke om, at noget fundamentalt skal ændres, før fortællingen får en anden slutning. I 2024 tog det engelske fodboldforbund en beslutning, der ville have været utænkelig for ti år siden: de ansatte en tysker som landstræner. Thomas Tuchel overtog jobbet efter Gareth Southgate, og hans første slutrunde bliver VM 2026. I Gruppe L venter Ghana og to playoff-vindere, og alle forventninger peger på at England skal nå mindst kvartfinalen — som altid. Og som altid er spørgsmålet, om de denne gang kan undgå at snuble i et af de klassiske engelske øjeblikke.

Tuchels første kvalifikation

Den første ting, Thomas Tuchel sagde, da han blev præsenteret i London i efteråret 2024, var at han ikke var her for at være engelsk. Han var her for at vinde. Det var en sætning, der i Tyskland ville blive modtaget med et skuldertræk — tyske landstrænere taler sådan. I England, hvor Gareth Southgate havde brugt otte år på at tale om identitet, kultur og “the journey”, var det et chok.

Kvalifikationen til VM 2026 blev den første test af, om Tuchels metode kunne oversætte sig til en engelsk trup, der aldrig havde været trænet på den måde. Resultatet var hvad man kunne forvente: England vandt deres gruppe uden problemer, de scorede mange mål, og de afgav kun enkelte point i et par kampe, der ikke betød noget. Men en kvalifikation i en let UEFA-gruppe er ikke en test af hvad Tuchel faktisk har bygget. Den virkelige test kommer i juni 2026.

Det taktiske skifte var tydeligt fra første kamp. Hvor Southgate brugte en firebackslinje og en sikker dobbelt-pivot, har Tuchel eksperimenteret med en trebackslinje og en højere-pressende variant af 3-4-2-1. Spillerne har haft brug for tilvænning, og der var kampe i efteråret 2024, hvor hele systemet kollapsede i 20 minutter, fordi ingen helt vidste, hvor de skulle stå. Men fremgangen var konstant, og ved slutningen af kvalifikationen spillede England med en sammenhæng, som Southgate aldrig havde fundet.

Den vigtigste opdagelse fra kvalifikationen var dog mental, ikke taktisk. Tuchel har fjernet den selvbevidsthed, der har været et engelsk kendetegn ved de seneste slutrunder — den der ligger bag spillernes ansigter, når kampen bliver tæt, og som har fået flere generationer til at frygle i straffesparkskonkurrencer. Jeg tror ikke det er løst helt, men der er en anden energi i truppen nu, og det er målbart i små detaljer som hvordan spillerne reagerer efter en fejl. Tuchel kræver at man fortsætter præcis som før, og den kravsætning har tilsyneladende fået spillerne til at slippe et gammelt pres.

Truppen: Bellingham, Kane, Saka

Englands trup er i 2026 den mest talentfyldte i landets fodboldhistorie. Det er ikke en overdrivelse. Da Gareth Southgate overtog jobbet i 2016, var det engelske akademisystem allerede begyndt at producere en generation af unge spillere, der var teknisk bedre end deres forgængere, og i 2026 er den generation i sin topform. Problemet har aldrig været talentet. Problemet har været at få talentet til at spille sammen.

Jude Bellingham er holdets omdrejningspunkt og den mest komplette midtbanespiller af sin generation. Hans rolle i Real Madrid er central tier med frihed til at gå dybt, og Tuchel har valgt at give ham samme rolle på landsholdet. Det er en beslutning, der binder hele holdet sammen — Bellingham kan score mål, han kan aflevere i dybden, og han kan tage initiativ, når kampen er fastlåst. Han er i en klasse, hvor kun fire-fem spillere i verden befinder sig.

Harry Kane er anfører og stadig centerforward. I Bayern München har han bevist, at hans scoringsinstinkt ikke er bundet til Premier League, og i 2025-2026-sæsonen har han leveret tal, der gør ham til en realistisk kandidat til topscorertitlen ved VM 2026. Kanes rolle under Tuchel er en anelse mere tilbagetrukket end under Southgate — han falder dybere ned for at skabe plads til Bellingham og Bukayo Saka — og det giver holdet mere fleksibilitet i opspillet.

Bukayo Saka i Arsenal er den højre kantspiller, der næsten aldrig skal diskuteres. Cole Palmer i Chelsea har taget pladsen som kreativ midtbane, og han er den spiller, Tuchel stoler mest på, når kampen skal åbnes med en uventet aktion. Phil Foden har haft et svingende år i Manchester City, men hans form op mod slutrunden afgør, om Tuchel bruger ham som start eller som skifte.

I forsvaret er John Stones stadig en central midterforsvarer, og han spiller ved siden af Marc Guéhi eller Levi Colwill. Trent Alexander-Arnold er højreback med tvetydige forsvarsevner, og Tuchel har i flere kampe brugt ham mere offensivt end Southgate nogensinde gjorde — en beslutning, der har givet Englands angreb en ny dimension, men som også har kostet kampe, hvor Alexander-Arnold blev fanget oppe. I målet er Jordan Pickford stadig førstekeeper, og han er en af de få spillere fra Southgate-æraen, der er fuldt integreret i Tuchels system.

Der er en position, der bekymrer mig mere end nogen anden: den defensive midtbane. Declan Rice er stadig stamspiller, og han er fortsat en af Premier Leagues bedste i sin rolle. Men bagved ham er der ikke en åbenbar afløser. Kalvin Phillips er ude af form, Conor Gallagher er mere kreativ end defensiv, og ingen af de yngre navne har slået sig fast. Hvis Rice bliver skadet eller suspenderet i en knockout-kamp, står Tuchel med en sårbarhed, som enhver topmodstander vil kunne udnytte.

En anden underdiskuteret detalje er målmandssituationen. Jordan Pickford har været Englands førstekeeper i otte år, og han er et af Englands mest konsistente valg på positionen. Men bagved ham er der to-tre yngre keepere, hvor ingen har slået sig fast som en naturlig nummer to. Ved EM 2024 var det Aaron Ramsdale, men hans klubsituation har ændret sig, og hans plads i truppen er ikke sikker. Hvis Pickford får en dårlig dag eller en skade i en knockout-kamp, er England dårligere forberedt end de topfavoritter, de skal slå. Det er detaljer som disse, der adskiller et hold, der kan vinde en slutrunde, fra et hold, der bare deltager.

På den mere positive side har Tuchel fundet en rolle til Cole Palmer, som Southgate aldrig kunne. Palmer spiller som en falsk tier, der falder dybt og laver afleveringer, men også går ind i feltet i de rigtige øjeblikke. Det er en kombinationsrolle, der passer perfekt til Bellinghams mere direkte stil, og sammen danner de en midtbane, der både har kreativitet og gennembrudsevne. Hvis denne kombination fungerer i en knockout-kamp mod et topforsvar, har England en reel chance.

Gruppe L: Ghana og resten

Englands gruppe er en af de sidste, der blev fastsat, fordi den indeholder to hold fra de interkontinentale playoffs. Ghana er det afrikanske navn, der er mest sikkert i gruppen, og resten består af en blanding, der afhænger af playoff-resultaterne. Uanset den endelige sammensætning er England favoritter i alle kampe, og alt andet end ni point vil blive set som en dårlig start.

Ghana har tidligere skabt problemer for England — vi husker 2014-kampen i gruppespillet, hvor Ghana var tæt på at slå dem. Black Stars er en trup med flere europæiske ligaspillere, og de har en fysisk tilgang, der historisk har drillet Englands kreative midtbane. Jeg tror ikke Ghana vinder kampen, men jeg tror de kan tage et uafgjort, hvis England undervurderer dem. Det er den første kamp i gruppen, og det er en klassisk fælde for et favorithold, der skal finde sin rytme.

De resterende to hold i gruppen bliver sandsynligvis en mellem- eller sydamerikansk outsider og en europæisk eller asiatisk modstander fra playoff-pathen. De er hold, der er kommet til slutrunden uden at være i top-25 i FIFA-rangeringen, og for England er de rutinekampe — den type opgør, hvor Tuchel kan rotere sin trup uden at risikere pointtabet. Det er også den type kamp, hvor Englands største svaghed historisk har vist sig: manglende intensitet mod små modstandere.

Det er her, jeg vil lægge min største bekymring for englands gruppespil. En af de meste velkendte mønstre i engelsk VM-historie er problemet med “kampe, England burde vinde”. I 2010 blev det 0-0 mod Algeriet. I 2014 blev det 0-0 mod Costa Rica. I 2018 var der tætte sejre mod Tunesien og Panama, der kun blev afgjort sent. Hver eneste gang er forklaringen den samme: England kan ikke finde intensiteten mod hold, de psykologisk har skrevet af før kampfløjt. Tuchel er nødt til at løse det her, fordi en af de otte bedste tredjepladser er en åbning, men den kræver målscore-bonus, og en 1-0-sejr mod en svag modstander er ikke det samme som en 4-0. Hvis England kun vinder med snæver margin i gruppespillet, kan det koste dem en bedre knockout-path, selvom de går videre.

For den fulde oversigt over hele gruppespillets struktur og hvordan de 12 grupper matcher sig op i Round of 32, henviser jeg til vores komplette gruppe-overblik.

Den tyske træners engelske projekt

Thomas Tuchel er på mange måder den mest interessante personlighed i hele VM 2026. Han er en af Europas tre-fire bedste klubtrænere, med Champions League-titel fra Chelsea og to Bundesliga-titler fra Bayern, og han er kendt for en kompromisløshed, der ofte har kostet ham jobs i klubber, hvor direktører ikke tåler hans stil. Nu har han taget et landstrænerjob i et land, hvor pressen er lige så aggressiv som i Tyskland, og hvor hver kamp bliver dekret om national identitet.

Hans filosofi er taktisk fleksibilitet. Hvor Southgate byggede et system og forventede spillerne til at tilpasse sig, bygger Tuchel et system omkring de spillere, han har til rådighed, og ændrer det fra kamp til kamp. Det er en metode, der har virket i klubber, hvor han havde måneder til at arbejde med truppen. På landsholdsniveau, hvor han måske har 10-15 dage med truppen mellem kampene, er det en langt større udfordring.

Det, der har overrasket mig mest i Tuchels første år, er hans evne til at håndtere den engelske presse. Han taler åbent, han undviger ikke spørgsmål, og han har allerede haft en konflikt med en journalist, der beskyldte ham for ikke at forstå “English football”. Tuchels svar var at spørge, om der fandtes en bog med titlen “English football”, som han kunne læse — og om nogen kunne forklare ham, hvad der adskiller engelsk fodbold fra tysk eller spansk. Det var en typisk Tuchel-reaktion, og den blev godt modtaget af den del af England, der har været træt af Southgates diplomatiske stil.

Der er en detalje fra Tuchels klubkarriere, som jeg tror er relevant for hans VM-projekt: han vinder knockout-kampe. I Champions League 2021 førte han Chelsea til titlen ved at slå Atlético Madrid, Porto, Real Madrid og Manchester City — fire modstandere, der alle var favoritter i deres respektive opgør. Han er en træner, der trives i kampe, hvor en fejl sender dig hjem, og han vinder dem ved at være bedre forberedt taktisk end modstanderen. Det er præcis den kvalitet, England historisk har manglet. Om 10-15 træningsdage er nok for ham til at installere den samme kvalitet på landsholdsniveau, bliver den afgørende test.

Tuchel-metodens svaghed er relationen til spillerne. I klubber er han kendt for at brænde bro med centrale spillere, når han har bestemt, at de ikke længere passer ind i projektet. Det fungerer i klubber, hvor man kan købe nye spillere. Det er farligere på landsholdsniveau, hvor hver konflikt med en profil kan blive en offentlig sag. Indtil nu har han undgået større sammenstød, men der har været rygter om kølige forhold med en eller to erfarne spillere, der ikke længere føler sig centrale. Hvis en af de rygter bliver til en offentlig sag midt i en slutrunde, kan det koste England en semifinale, de ellers skulle have vundet.

Min samlede vurdering af Tuchel-projektet er forsigtigt positiv. Han er en bedre træner end Gareth Southgate, og han har metoder, der historisk har fungeret mod hold af højere kaliber end England nogensinde har slået i knockout-fase. Men han er også et risikoprojekt, og hans første slutrunde bliver også hans sværeste.

England på VM — 1966 og evig venten

Lad mig tale om 1966 et øjeblik. Det er en sejr, der er blevet en byrde for engelsk fodbold snarere end en kilde til glæde. Hver gang England går ind i en slutrunde, genopstår forventningen om “at bringe det hjem”, og hver gang slutter det med nedture, som bliver refereret til i årtier efter. 1990-semifinalen mod Tyskland. 1998-ottendedelsfinalen mod Argentina. 2006-kvartfinalen mod Portugal. 2018-semifinalen mod Kroatien. 2022-kvartfinalen mod Frankrig. 2020-EM-finalen mod Italien. Hvert eneste af disse nederlag er stadig en åben sår.

Det er denne psykologiske bagage, Tuchel skal navigere. Han er den første ikke-engelske landstræner i moderne tid, og hans første opgave er at frigøre holdet fra forventningen om 1966. Han har allerede sagt flere gange, at han ikke vil tale om den titel, og at hans spillere skal fokusere på, hvad der sker i 2026, ikke på hvad der skete, før de fleste af dem blev født.

Det er en sund tilgang, og det er en tilgang, som en engelsk landstræner formentlig ikke kunne have taget. Gareth Southgate brugte 1966 som inspiration. Tuchel behandler den som støj. Om den metode virker, finder vi ud af, når første kamp bliver fløjtet i gang.

Odds som VM-vinder

England er blandt de fire-fem største favoritter til VM 2026. De danske bookmakere med Spillemyndigheden-licens prisser deres vinderodds omkring 7,00 til 9,00, hvilket placerer dem lige efter Spanien og Frankrig. Det er en højere pris end England har haft ved tidligere slutrunder, og det reflekterer skiftet i tråd og den usikkerhed, Tuchel-projektet stadig har.

Value-spørgsmålet er klassisk for England: bookmakerne prisser dem som topfavorit, men historien fortæller os, at de ikke vinder. Hver eneste slutrunde siden 1990 har England været en top-seks-favorit, og hver eneste slutrunde siden 1990 har de afsluttet i semifinale eller tidligere. Det er ikke en sætning, jeg skriver for at være sjov — det er en statistik, der i et bet-matematisk perspektiv er meget vanskelig at ignorere.

Hvis du tror på Tuchel-effekten, er 8,00 på England vinder et fair tal. Hvis du tror på historien, er der bedre value i at spille imod England — enten ved at spille en anden topfavorit eller ved at spille “England ikke i finalen”. Den sidste linje ligger typisk omkring 1,40 til 1,50, og den er historisk en af de mere konsistente bets ved slutrunder.

For en bredere diskussion af, hvordan man læser odds og finder value i VM-markedet, anbefaler jeg vores hovedguide til VM-odds.

Hvor langt går England

Min base case: England når kvartfinalen og taber til Spanien eller Frankrig efter en tæt kamp. Det vil ligne de seneste slutrunder — en solid præstation, men ikke en, der ender historiens ventetid. Tuchel kommer ud med sit ry intakt, men Englands medier vil begynde at stille spørgsmålstegn ved, om et udenlandsk projekt overhovedet kan løse det dybere problem.

Den optimistiske version: Tuchel finder den kombination, Southgate aldrig kunne, og England når finalen. Kane scorer i knockout-fasen, Bellingham afgør en kvartfinale med en scoring, og Pickford leverer en sparekonkurrence i semifinalen. Det er muligt. Det er lige så muligt, som det var i 2018 og 2022.

Den pessimistiske version: England ryger ud i ottendedelsfinalen mod et hold, de burde slå, og Tuchels projekt kommer under uoverstigeligt pres. Det er en version, der er mere sandsynlig, end mange engelske medier vil indrømme, fordi Tuchels taktiske skabelon stadig har huller, som modstandere kan udnytte. Hvis Alexander-Arnold bliver fanget i en kontra, eller hvis forsvarskæden kommunikerer dårligt i en intens kamp, er England sårbare.

For en dansk analytiker er England et interessant hold at følge, fordi de er tæt nok på os kulturelt til at mærkes, men fjernt nok til at vi kan analysere dem koldt. Premier League fylder meget i den danske fodboldbevidsthed, og de fleste af de engelske landsholdsspillere er spillere, vi ser hver uge. Det gør det lettere at danne sin egen mening om dem, og det gør også slutrunden mere levende — når Bellingham scorer mod Ghana, ved de fleste danske seere præcis, hvordan han kommer til at vende kroppen, fordi de har set det i Real Madrid-kampe hele sæsonen. Det er den slags nærhed, der forvandler en VM-aften til en begivenhed, også uden en dansk landsholdstrøje i billedet.

Det, jeg vil holde mest øje med, er kampene i den sene del af gruppespillet, når Tuchel skal beslutte, hvor meget han roterer. Hvis han holder fast i sin startopstilling gennem alle tre kampe, signalerer han at han ikke stoler på sin bænk. Hvis han roterer massivt, signalerer han selvsikkerhed. Den ene af de to beslutninger vil blive kritiseret i engelske medier — uanset hvilken han vælger — og det er en illustration af, hvor svært det er at være landstræner for et hold, der har 60 års forventningsgæld at bære.

Ofte stillede spørgsmål om England ved VM 2026