Alle 48 hold ved VM 2026 — komplet oversigt

I min redaktion i Aarhus hænger der et stort stykke krøllet papir med 48 navne skrevet i kolonner. Jeg har tegnet over og tilføjet og streget ud, siden lodtrækningen i december 2025, og nu hvor playoffs er afgjort, er listen endelig færdig. 48 hold, seks konføderationer, og en geografisk spredning, der er større end noget tidligere VM. Det her er min gennemgang af dem alle — ikke som et leksikon, men som en analytikers brugsguide.

Jeg vil gå konføderation for konføderation, fra Europa (den største gruppe) over Sydamerika, Afrika, Asien, Nordamerika og til sidst Oceanien med New Zealand alene. Undervejs kommer jeg med vurderinger — hvilke hold er favoritter, hvilke er debutanter, hvor er de nordiske forbindelser, hvor er de største fodboldhistorier, der fortjener en dansk læsers opmærksomhed. Som med alt andet på Oddslinjen er tonen nøgtern og fri for hype, og jeg forsøger at give dig det, jeg selv ville have villet læse, før jeg satte mig ind i vm 2026 hold-oversigten første gang.

De 48 hold — oversigt efter konføderation

Lad mig begynde med de samlede antal, for de siger faktisk noget om, hvordan FIFA har tænkt det nye format. UEFA, den europæiske konføderation, har 16 pladser — tre flere end i Qatar 2022. CAF, den afrikanske, har ni mod tidligere fem. AFC, asiatisk, har otte mod tidligere fire-fem. CONCACAF har seks (tre værter plus tre kvalificerede). CONMEBOL, Sydamerika, har seks direkte plus én interkontinental playoff-plads. OFC, Oceanien, har én direkte plads plus en playoff-chance.

Den mest markante ændring er Afrika og Asien. Halvanden fordobling på afrikansk side, næsten en fordobling på asiatisk side. Og det giver allerede i kvalifikationen hold som Kap Verde, Haiti, Usbekistan, Jordan og Curaçao en chance, de aldrig havde haft under det gamle format. Jeg tror personligt, at netop den ændring er den mest undervurderede langsigtede effekt af hele udvidelsen. Det er ikke bare et større VM — det er et VM, der for første gang tildeler resten af verden pladser, der er proportionale med deres befolkningstal og fodboldbase.

Jeg nævner de 48 hold konkret efter konføderation, for en “alfabetisk liste” ville være næsten ubrugelig. I de følgende afsnit går jeg i dybden med hver konføderation og fremhæver de hold, der er værd at følge særligt, set fra en dansk analyseposition.

Én mere ting, inden jeg går videre. Hvis du er ny i international fodbold-analyse, så gælder der en grov tommelfingerregel, der er værd at have med: de otte til ti bedste hold ved et VM er næsten altid en blanding af fire-fem europæiske, to-tre sydamerikanske, og ét til to hold fra de øvrige konføderationer. Det har været mønsteret siden 1998, og det vil sandsynligvis også være mønsteret i 2026, selvom udvidelsen til 48 hold teoretisk kunne ændre på det. Når jeg analyserer turneringen, starter jeg altid med at identificere de hold, jeg mener ligger uden for dette traditionelle kvartfinale-felt, og som alligevel har en reel chance for at bryde ind. I 2026 er mine kandidater: Marokko, Japan og måske USA på hjemmebane.

UEFA: 16 europæiske hold

Da Danmark i november 2025 endte som nummer to i gruppe C og dermed måtte i playoffs, tænkte jeg inderst inde, at europæerne denne gang var beskyttet af de 16 pladser. Halvtreds nationer om 16 pladser — de største burde være sikre. Som det viste sig, er intet sikkert, når den allersidste spilledag nærmer sig, og Danmark ikke kunne holde sig foran Skotland på målforskel.

De 16 europæiske hold ved VM 2026 er følgende: Frankrig, Spanien, England, Tyskland, Portugal, Nederlandene, Belgien, Italien, Schweiz, Østrig, Norge, Sverige, Tjekkiet, Skotland, Bosnien-Hercegovina og Tyrkiet. Det er et klasseværelse af både de sædvanlige stormagter og nogle lidt mere overraskende deltagere.

Frankrig, Spanien og England er de tre traditionelle tungvægte, der er med denne gang. Frankrig er regerende vicemester (tabte finalen til Argentina i 2022) og leveres med den mest spillestærke trup på papiret. Mbappé, Dembélé, Tchouaméni, Saliba, og en ny generation omkring Kolo Muani og Warren Zaïre-Emery — det er et hold, der kan vinde, selv når det spiller dårligt. Spanien, regerende europamester fra 2024, har en yngre, mere dynamisk profil med Yamal og Pedri som motor. England er sværere at vurdere, fordi Tuchel tog over som træner for godt halvandet år siden, og hans identitet på holdet er stadig under opbygning.

Tyskland er den store rehabilitering-case. Efter fiaskoerne i 2018 og 2022 og det solide men ikke imponerende EM 2024-resultat på hjemmebane har Julian Nagelsmann fået to års arbejde. Wirtz, Musiala og Havertz er trupkraften. Portugal afhænger fortsat af Cristiano Ronaldos sidste dans — han er 41 år til sommer, og hvorvidt han stadig er startopstilling er en af turneringens største spørgsmål.

Nederlandene, Belgien og Italien hører til den anden niveau af favoritter. Nederlandene har en moden trup med Gakpo, Frimpong og de Ligt. Belgien har ikke længere den “gyldne generation”, men Doku og Lukebakio giver farve. Italien — og dette er en historie i sig selv — er tilbage ved et VM efter at have misset 2018 og 2022. For italiensk fodbold er det en befrielse, og selv for os danskere, der ikke har haft held med italienske storhold de sidste femten år, er det et rigtigt godt VM-tegn.

Så er der Norge og Sverige, det skandinaviske spor, jeg vender tilbage til flere steder i denne gennemgang. Norge er Haaland-projektet efter 28 års ventetid. Sverige sneg sig ind via playoffs og er havnet i en hård gruppe F. Begge nationer er med, hvilket er det vigtige.

Østrig, Tjekkiet, Skotland, Schweiz, Bosnien-Hercegovina og Tyrkiet er de seks europæiske mellemhold. Tjekkiet slog Danmark på straffe i playoffs — det er stadig en vund, der ikke er lukket, men hold skal nævnes, og Tjekkiets trup er ikke så stærk som deres spillestil fik det til at se ud i Prag. Skotland er en fantastisk historie: første VM siden 1998, og med en stormende kvalifikation der ender med at slå både Danmark og Grækenland. Østrig er Ralf Rangnick-projektet, og efter EM 2024 er forventningerne højere end nogensinde.

Hvad skal danske seere holde øje med blandt UEFA-holdene? Norges gruppe I-kampe, Sveriges gruppe F-kampe, Frankrigs dueller mod Norge, Italiens comeback, og Tysklands forsøg på rehabilitering. Læs også vores dybdegående analyse af Frankrig for mere om gruppe I-modstanderen.

En lidt dybere analytisk tanke om de europæiske 16: seedning-mæssigt er der tre tier. Øverste tier består af Frankrig, Spanien, England og måske Tyskland — hold, som markedet giver reelle vinderchancer til. Midten består af Portugal, Nederlandene, Belgien, Italien og Schweiz — hold, der kan nå kvartfinalen på en god dag, men næppe længere. Bunden består af Norge, Sverige, Østrig, Tjekkiet, Skotland, Bosnien-Hercegovina og Tyrkiet — hold, der primært kæmper for at gå videre fra gruppespillet. Fordelingen er lidt anderledes end ved EM, hvor kun de 24 bedste europæere er med. Her har vi de 16 bedste plus to playoff-vindere, og det giver en mere komprimeret konkurrence.

En ekstra detalje: UEFA har ændret sin seedning-mekanisme for VM efter 2022, så FIFA-rankingen fra november året før spiller en større rolle end kvalifikationspræstationerne. Det har den konkrete effekt, at Norge — trods en imponerende kvalifikation — ikke er seedet højere end fjerde potte, fordi deres FIFA-ranking havde ligget lavt i en årrække. Det er en mekanisme, jeg mener bør revideres, men det er også en af grundene til, at Norge endte i gruppe I med Frankrig som overlegen favorit.

CONMEBOL: 6 sydamerikanske hold

Sydamerika er den konføderation, der traditionelt har leveret flest finalister og vindere per kvalificeret hold. Seks hold kvalificerede sig direkte denne gang — Brasilien, Argentina, Uruguay, Colombia, Paraguay og Ecuador — og den syvende, Bolivia, gik via det interkontinentale playoff.

Argentina, regerende verdensmester fra Qatar, er den naturlige titelforsvarer. Messi fylder 39 i juni og spiller formentlig sit sidste VM. Det er en historie, der vil dominere alt, uanset hvad der sker på banen. Scaloni har beholdt den samme kerne — Di María er stadig med, Álvarez er nu hovedscoreren, Lautaro Martínez i god form, og bagkæden står med Cristian Romero og Lisandro Martínez. Argentinas gruppe J (med Algeriet, Østrig og Jordan) er på papiret overkommelig.

Brasilien er den usikre favorit. Seleção havde en bumpet CONMEBOL-kvalifikation, spillede under tre forskellige landstrænere og havde i lange perioder hverken en fast startopstilling eller en klar taktisk profil. Vinícius, Rodrygo og Raphinha er stjernerne, men det, der plager Brasilien, er midtbanen og den defensive organisation. Jeg kommer ikke til at give dem lavere odds end seks-otte for at vinde, men jeg heller ikke er overbevist. Læs min fulde Brasilien-analyse, hvis du vil have mere detaljerede tanker om gruppen C-udsigterne.

Uruguay, Colombia og Paraguay er de tre mindre sydamerikanske favoritter. Uruguay har en interessant mix af erfarne spillere (Valverde, Araújo) og yngre talenter. Colombia overraskede alle ved at nå finalen i Copa América 2024, og momentet er intakt. Paraguay er det mindste hold på papiret, men Paraguay har en historie for at være taktisk organiserede og hårdtspillende på VM-niveau.

Ecuador og Bolivia er de to hold, ingen europæer taler særlig meget om. Ecuador har været et stabilt VM-deltagerhold i to slutrunder i træk og har en ung, teknisk trup. Bolivia, der kom ind via playoffs, er det mindste hold i hele konføderationen — men at have opnået deltagelse overhovedet er en markant præstation.

Hvad danske seere bør holde øje med: Messis sidste kamp, hvordan og hvornår den end kommer. Og Vinícius’ forsøg på at blive turneringens topscorer, hvilket han har den fysiske og tekniske profil til, hvis Brasilien overhovedet når kvartfinalen.

En taktisk observation om Sydamerika: de seks CONMEBOL-hold har traditionelt haft et problem med højden og luften i Nordamerika. Ved VM 1994 klagede flere sydamerikanske hold over de amerikanske sommertemperaturer, og ved VM 1986 i Mexico var det højden i Mexico City, der tog dem. I 2026 har vi begge dele — Mexico City-højden og det amerikanske sommerklima. Det vil muligvis give mindre en fordel til sydamerikanerne, end de er vant til på neutralt europæisk ground. Min egen forudsigelse er, at mindst ét CONMEBOL-hold, der på papiret burde have nået kvartfinalen, ryger i Round of 32 eller ottendedelsfinalen. Jeg vover ikke at sige hvem.

CAF: 9 afrikanske hold

Ni afrikanske hold ved et VM er historisk. De ni er: Marokko, Senegal, Egypten, Ghana, Algeriet, Elfenbenskysten, Tunesien, Sydafrika og Kap Verde. Det er et bredt felt, og det rummer nogle af turneringens mest interessante undersøgte fortællinger.

Marokko er stjernen. Semifinalisterne fra 2022 kommer med en næsten identisk trup, og Hakim Ziyech, Achraf Hakimi og Sofyan Amrabat er alle stadig centrale. Den marokkanske defensive disciplin og deres evne til at spille tålmodige kampe mod tekniske overtal er noget, hele verden så i Qatar. Jeg tror personligt, at Marokko er en af turneringens mest undervurderede semifinale-kandidater.

Senegal er også en tung favorit. Aliou Cissé har bygget videre på succeshistorien fra 2022, og selvom Sadio Mané ikke længere er i Europa-elite-form, er truppen bred nok til at overleve uden ham. Senegal er i gruppe I sammen med Norge, og det er en af gruppekampene, jeg glæder mig mest til at se.

Egypten er Mo Salahs slutrunde. Salah har aldrig præsteret en rigtig stor slutrunde med landsholdet, og det er en mental prøve mere end en teknisk én. Ghana er tilbage og har en interessant trup med Kudus Mohammed som den nye stjerne. Algeriet har den gamle Riyad Mahrez og en moden bagkæde. Elfenbenskysten er aktuelle afrikamestre fra 2024 og er i gruppe E sammen med Tyskland — det er en kamp, jeg ikke tør forudsige.

Tunesien og Sydafrika er to mere beskedne hold, som formentlig kæmper om treerplads i deres respektive grupper. Tunesien er kendt for sin organisation, Sydafrika for sin fysiske styrke i åbningsfasen af kampe.

Og så er der Kap Verde. Ø-nationen i Atlanten med cirka 600.000 indbyggere, som for første gang i historien spiller et VM. Det er turneringens måske smukkeste menneskelige historie. Jeg tvivler på, at de går videre fra gruppe H (med Spanien, Uruguay og Saudi-Arabien), men det vil ikke fjerne noget af betydningen af, at de er her overhovedet. Deres kvalifikation var en bemærkelsesværdig analyse-historie for sig, og jeg opfordrer danske seere til at finde mindst én Kap Verde-kamp og se den.

Hvad danske seere skal holde øje med: Marokkos vej mod kvartfinalen, Senegal mod Norge, og Kap Verdes debut. Tre forskellige historier, tre forskellige årsager til at se dem.

Der er en bredere pointe om afrikansk fodbold, som er værd at fremhæve: de ni CAF-hold i 2026 har tilsammen flere spillere i europæisk top-5-liga end nogen anden konføderation bortset fra UEFA selv. Marokko alene har over tyve spillere i Ligue 1, La Liga og Serie A. Senegal har en solid base i franske og engelske klubber. Ghana, Algeriet, Elfenbenskysten og Tunesien har alle deres bedste spillere uden for Afrika. Det ændrer på den gamle fortælling om, at afrikansk fodbold er “fysisk og utaktisk”. Det er teknisk og taktisk moderne i dag, og den fortælling fra 80’erne og 90’erne er forældet. Hvis du er en dansk seer, der mener at “kende” afrikansk fodbold fra sidste VM, så er jeg ret sikker på, at du kommer til at blive overrasket positivt over niveauet i juni.

AFC: 8 asiatiske hold

Asien har doblet sin repræsentation denne gang, og det er synligt i hvilke hold, der kom med. De otte er: Japan, Sydkorea, Iran, Saudi-Arabien, Australien, Usbekistan, Jordan og Irak. De tre sidste er enten debutanter eller meget sjældne gæster, og det er netop den slags, 48-hold-formatet var designet til.

Japan er den stærkeste asiatiske nation ved denne slutrunde, og måske i hele AFC’s historie. Truppen har en tæthed af spillere i europæiske klubber, som ingen anden asiatisk nation har haft. Kaoru Mitoma, Takefusa Kubo, Daichi Kamada, og en dyb bagkæde. Japan er i gruppe F sammen med Nederlandene, Sverige og Tunesien — en gruppe, hvor jeg forventer, at Japan kommer til at kæmpe om anden-pladsen med Nederlandene og slet ikke gå videre i kraft af tredjeplads.

Sydkorea er den traditionelle asiatiske modvægt til Japan. Son Heung-min, nu 34 år, spiller sandsynligvis sit sidste VM. Truppen er ikke lige så dyb som den japanske, men Sydkoreas evne til at mobilisere organiseret modstand mod topfavoritterne er legendarisk (husk nederlaget til Tyskland i 2018). De er i gruppe A sammen med værten Mexico.

Iran er måske det stærkeste iranske landshold i mange år. Sardar Azmoun og Mehdi Taremi giver dem et angrebsmakkerpar, der kan score mod enhver modstander. Saudi-Arabien er den hold, alle husker for sejren over Argentina i 2022. Australien er Socceroos, altid fysiske og altid svære at slå i den første halvleg.

Usbekistan, Jordan og Irak er de tre nye. Usbekistan er central-asiatisk fodbold i sin mest moderne form og en debut-nation ved et VM. Jordan nåede finalen i Asien-mesterskabet 2024 og er en fuldstændigt uprøvet VM-nation. Irak er også næsten ukendt land i VM-historie — sidste og eneste deltagelse var 1986. Alle tre kommer til at have svært ved at gå videre fra deres grupper, men deres tilstedeværelse alene er en historisk milepæl for asiatisk fodbold.

Hvad danske seere skal holde øje med: Japan mod Nederlandene og Sverige i gruppe F (særligt Sverige-kampen er interessant fra dansk perspektiv). Og Iraks og Jordans debutkampe, hvor turneringens nye lag virkelig træder frem.

Den asiatiske konføderation har udviklet sig mest kvantitativt af alle de seks konføderationer de sidste fem år. Investeringerne i ungdomsfodbold i Japan og Sydkorea, infrastrukturen i Saudi-Arabien, og den voldsomme kinesiske (ikke VM-deltager, men katalysator) satsning har alle bidraget til at hæve basen. Jeg vil ikke blive overrasket, hvis vi om ti år taler om Asien som konføderationen med den største væksthastighed på landsholdsniveau. Ved VM 2026 er vi ikke der endnu, men kimen er lagt, og debutanter som Usbekistan og Jordan er symptomer på en bredere udvikling.

CONCACAF: 6 nord- og mellemamerikanske hold

Værtslandet giver tre automatiske pladser: USA, Mexico og Canada. De tre andre CONCACAF-hold, der kom via kvalifikation, er Haiti, Panama og Costa Rica.

USA har ændret sig markant siden 2022. Chelsea-forsvareren Christian Pulisic er ikke længere alene bærende; Gio Reyna, Folarin Balogun, Weston McKennie og Tyler Adams er alle faste spillere i europæiske topklubber. Det amerikanske landshold har for første gang i historien en “europæisk” dybde, og deres gruppe D med Paraguay, Australien og Tyrkiet er overkommelig, men ikke let.

Mexico er i gruppe A. De har været uden for de virkeligt tunge VM-favoritter i over ti år, og det er ikke ændret. Men på hjemmebane i Mexico City og Guadalajara, med Azteca og hele den mexicanske fankultur bag sig, kan de overraske. Guillermo Ochoa, den evige landsholdskeeper, spiller formentlig sit femte VM.

Canada er den yngste af de tre værtsholdsnationer. Deres debut i Qatar 2022 var beskeden (nul point i gruppespillet), men Alphonso Davies, Jonathan David og Cyle Larin er alle fire år ældre nu, og spillestilen er blevet mere sikker. Canada er i gruppe B med Schweiz, Bosnien-Hercegovina og Qatar. De har en reel chance for at gå videre, hvilket ville være deres første gruppespils-kvalifikation nogensinde.

Haiti, Panama og Costa Rica er de tre mindre CONCACAF-hold. Haiti er en stor historie: første VM siden 1974, og truppen er en blanding af frenchbaserede spillere og hjemlige talenter. Panama har kvalificeret sig for anden gang i deres historie. Costa Rica er en af de mere forudsigelige deltagere — de er solide, de organiserer godt, og de nåede kvartfinalen så sent som i 2014.

Hvad danske seere bør holde øje med: USA’s gruppe D-kampe (Tyrkiet vs USA kan blive særligt taktisk interessant), Canadas forsøg på at slå Schweiz, og Haitis debut.

En historisk note om CONCACAF, som er nem at glemme: ved VM 1994 i USA nåede de amerikanske værter ottendedelsfinalen, hvor de tabte 0-1 til Brasilien. Ved VM 2002 nåede USA kvartfinalen og pressede Tyskland. Det er en højere bundlinje end mange europæere husker, og det er grunden til, at mit eget bud er, at USA i 2026 kan ende som en uventet semifinalist, hvis lodtrækningen flyder deres vej i knockout-fasen. Det er ikke en prognose, jeg ville satse penge på, men det er en mulighed, der ligger matematisk inden for rækkevidde.

OFC: New Zealand som ene mand

For første gang nogensinde har Oceanien en direkte VM-plads, og den er gået til New Zealand. All Whites spiller deres første VM siden 2010, og det kræver ingen illusioner: de er den hold, der på papiret er mindst sandsynlige til at gå videre fra deres gruppe. De er i gruppe G sammen med Belgien, Egypten og Iran — tre hold der alle har europæisk eller asiatisk topniveau.

Alligevel har New Zealand nogle spændende spillere. Chris Wood, der stadig scorer i Premier League, er deres største stjerne. Marko Stamenic og Sarpreet Singh er unge talenter med europæisk klubbaggrund. Og spillestilen — direkte, fysisk, med fokus på lange bolde og hjørnespark — er præcis den type, der kan besværliggøre topholdene i enkelte kampe.

Jeg forudsiger ikke, at New Zealand går videre. Men jeg forudsiger, at de vil tage mindst ét point i gruppespillet, og at én af deres kampe vil være overraskende tæt. Det er den historie, OFC’s tilstedeværelse ved VM 2026 bliver. En påmindelse om, at fodbold er større end de traditionelle konføderationer, og at selv et hold fra den mindste del af verden fortjener plads på den største scene.

New Zealands kvalifikationsvej fortjener også en bemærkning. De har i mange år måttet igennem et interkontinental playoff for overhovedet at nå VM — mod et hold fra CONMEBOL, typisk. I 2026 får de en direkte plads, hvilket er en historisk ændring for Oceanien. Det gør også, at Solomonøerne, Ny Kaledonien og andre mindre OFC-nationer for første gang har reelt perspektiv på at nå et VM i fremtiden, hvis de kan vinde deres egen kvalifikation og tage playoff-pladsen. Den indirekte effekt af formatudvidelsen er altså større end blot de to ekstra pladser, der umiddelbart ses i tabellen.

Debutanter ved VM 2026

Seks hold spiller deres første VM nogensinde i 2026: Kap Verde, Curaçao, Usbekistan, Jordan, og to hold, hvis pladser blev afgjort i det interkontinentale playoff. Det er den højeste andel af debutanter ved nogen slutrunde siden 1994, og det er en direkte konsekvens af formatets udvidelse.

Kap Verde er historiens smukkeste, som jeg nævnte. En ø-nation med 600.000 indbyggere, der på tre år kvalificerede sig til en slutrunde, ingen regnede med. Curaçao er en lignende historie i mindre skala — en lille karibisk ø-nation med en trup, der trækker på hollandsk-fødte spillere af curacaosk afstamning. Usbekistan og Jordan er de store asiatiske debutanter, og begge hold har allerede bevist i asien-mesterskabet 2024, at de ikke er her ved en tilfældighed.

Debutanter outperformer historisk sjældent deres seeding. De fleste ryger ud i gruppespillet, og det sker typisk uden at have vundet en kamp. Men der findes altid undtagelser: Island i 2018 tog point mod Argentina. Senegal i 2002 slog Frankrig i åbningskampen. Sydkorea samme år nåede semifinalen. Hvis bare ét af debutantholdene ved VM 2026 leverer en tilsvarende overraskelse, vil det blive en af turneringens definerende historier.

Mit forsigtige bud, hvis jeg overhovedet skal vælge én debutant som outsider-kandidat til Round of 32, er Usbekistan. De har spillet en struktureret, moderne asiatisk fodbold i flere år, deres trup har bredde, og deres trænerstab er dygtig. Kap Verde kommer til at skulle kæmpe hårdere, fordi gruppe H er hård. Jordan og Curaçao er længere nede i mine modeller.

En mere generel observation om debutanter: deres største psykologiske fordel er fraværet af forventninger. Ingen regner med, at de vinder, og det betyder, at deres spillere sjældent kommer på banen med trykket, der typisk begrænser de seedede hold i første kamp. Det er den klassiske giantkiller-dynamik. Ulempen er tekniske underskud og mangel på erfaring med VM-tempoet, som især viser sig i anden halvleg, når de store hold accelererer. Min egen tese er, at debutanter ved VM 2026 vil tage samlet set flere point i første halvleg og færre i anden, end seedning antyder — en detalje der kan være værdifuld for dem, der studerer halvleg-markedet.

Hvad følger nu — fra oversigt til gruppespil

Jeg afslutter denne gennemgang af alle vm 2026 hold med en simpel invitation. Denne side er ment som et øverste lag — en ramme, du kan bruge til hurtigt at få overblikket. De dybere analyser ligger i team-siderne for de største hold (Norge, Frankrig, Brasilien, Argentina, England og så videre) og i gruppe-siderne, hvor hver enkelt gruppe får sin egen gennemgang med kampprogram, odds og prognose.

Min egen anbefaling er, at en dansk seer vælger fire hold at følge tæt: Norge (det skandinaviske flagbærer), Sverige (som bonus-skandinav), ét topfavorit-hold (Frankrig, Spanien eller Argentina) og ét overraskelses-hold (min kandidat er Marokko). Det giver dig en god blanding af emotionel investering, analytisk interesse og uforudsigelighed. Jeg selv vil følge Norge, Marokko, Frankrig og Japan, hvilket er en blanding jeg har valgt efter meget diskussion med mig selv.

Uanset hvilket hold du vælger, vil VM 2026 byde på mere fodbold, end nogen af os har set på én sommer før. 104 kampe, 48 lande, 39 dage, tre værtsnationer. Det er overvældende, det er spændende, og det er noget, dansk fodboldpresse kommer til at dække i hidtil uset omfang, selv uden vores eget landshold. Lad dig ikke afskrække af kompleksiteten — brug den. Læn dig tilbage, følg de hold du har valgt, og nyd sommeren.

En sidste tanke, som jeg vil lade hænge i luften. Ved hver slutrunde jeg har dækket, har jeg lært noget nyt om mindst ét hold, jeg ikke kendte godt i forvejen. I 2014 var det Costa Rica. I 2018 var det Island. I 2022 var det Marokko. Hvert VM producerer sin egen overraskelse, sin egen fortælling om et hold, ingen regnede med. Ved et 48-hold-VM er sandsynligheden for den slags fortællinger ikke lavere — den er højere. Der er flere outsidere, flere debutanter, flere muligheder for en gruppe at udvikle sig anderledes end forventet. Så hvis jeg skal give et råd, der ikke er direkte taktisk, er det dette: vær åben for, at din egen foretrukne historie ved VM 2026 kommer til at handle om et hold, du ikke engang har tænkt på endnu, når du læser disse linjer i april.