VM 2026 — Den komplette danske guide til slutrunden

Jeg sad i redaktionen i Aarhus den aften, Danmark tabte pokalen i Prag, og jeg skrev den første version af denne guide tre dage efter. Det var en mærkelig følelse at begynde på en stor dansk VM-guide uden Danmark i slutrunden, men det er præcis situationen, vi står i. Denne vm 2026 guide er min måde at give dig den fulde historie om slutrunden, som om du sad i et godt biblioteksværelse og bare havde brug for én tekst at læse dig gennem.

Jeg hedder Mathias Brixtofte. Jeg har fulgt odds og international fodbold i ni år, først som statistiker på Tipsbladet, siden som selvstændig analytiker, og jeg kommer til at bruge de næste mange tusind ord på at forklare dig formatet, kvalifikationen, de tre værter, tidsplanen, gruppefasen, slutspillet og den nordiske vinkel, vi ikke kan snige os udenom. Når du er færdig med at læse, ved du alt det grundlæggende, en dansk fodboldseer har brug for at forstå sommeren 2026 — og du ved det uden hype, uden gætteri og uden de sædvanlige fejl, der sniger sig ind i hurtige danske nyhedsartikler.

VM 2026 — nøglefakta

Lad mig begynde med det, en travl læser kan bruge på fem minutter. Hvis du scroller forbi alt andet i denne vm 2026 guide, så læs i det mindste dette afsnit, for det er rygraden i slutrunden, og alt andet hænger på de samme tal.

Slutrunden begynder torsdag 11. juni 2026 på Estadio Azteca i Mexico City, hvor værterne Mexico spiller åbningskampen. Finalen spilles søndag 19. juli 2026 på MetLife Stadium i East Rutherford, New Jersey, lige uden for New York City. Det giver præcis 39 dage fra første fløjt til finalefløjt, hvilket er seks dage længere end VM 2022 i Qatar, og det er den længste slutrunde siden 1986. For første gang er der tre værtsnationer: USA med elleve stadioner, Mexico med tre, Canada med to. I alt 48 landshold deltager, fordelt på tolv grupper af fire, og der spilles 104 kampe — 40 flere end i Qatar.

De to bedste fra hver gruppe samt de otte bedste treere går videre til en ny Round of 32, som er det første knockout-trin, vi nogensinde har set ved et VM. Derfra følger ottendedelsfinaler, kvartfinaler, semifinaler, bronzekamp og finale. Vinderholdet spiller otte kampe fra start til guld, mod syv ved tidligere slutrunder. Det er ikke kun et længere VM — det er også et VM, hvor turneringen for første gang har fire runder før semifinalen, og hvor hvert hold teknisk set har råd til et enkelt dårligt resultat i gruppespillet og stadig gå videre. Bagefter bliver der til gengæld ingen pardon.

Den tredje nøglefakta, dansk tv-publikum skal vide, er tidsforskellen. Mexico Citys tidszone er seks timer bagud i forhold til dansk sommertid, New York er seks timer bagud, Los Angeles ni. I praksis betyder det, at kampe planlagt til klokken 15 lokal tid på østkysten starter klokken 21 hos os, mens kampe klokken 21 lokal tid i Los Angeles først fløjtes i gang klokken 06 næste morgen. Det er den vigtigste praktiske oplysning for danske seere, og jeg vender tilbage til den længere nede i guiden.

Det nye 48-hold-format og hvad det betyder

Da FIFA i 2017 besluttede at udvide VM fra 32 til 48 hold, var reaktionen i den skandinaviske fodboldpresse en blanding af skepsis og resignation. Jeg huskede selv at have skrevet en noget sur klumme om, at det ville fortynde kvaliteten og gøre gruppespillet forudsigeligt. Tre år senere har jeg ændret mening på halvdelen af punkterne, og det er værd at forklare hvorfor.

Grundtanken i det gamle 32-holds-format var elegant: fire hold i hver gruppe, alle spiller alle, to går videre, klart og skarpt. Problemet var, at en tredjedel af verdens konføderationer var systematisk underrepræsenteret. Afrika havde fem pladser til over halvtreds landshold, Asien havde fire-fem, og CONCACAF skulle dele tre-fire pladser mellem tredive nationer. Resultatet var, at store dele af verden stort set aldrig så deres egen fodbold på den største scene. Udvidelsen til 48 hold giver Afrika ni pladser, Asien otte, CONCACAF seks, og den ændring alene er større, end den umiddelbart ser ud.

Strukturen ser nu sådan ud: 12 grupper af fire hold, og fra hver gruppe går toeren og etteren direkte videre til den nye Round of 32. De otte bedste treere på tværs af alle tolv grupper fylder de sidste pladser op. Det betyder i praksis, at et hold kan tabe to kampe i gruppespillet og stadig gå videre, hvis den ene sejr var stor nok og de andre treeres resultater var dårligere. Den slags regneøvelser var vi vant til fra EM-slutrunder siden 2016, så det er ikke revolutionerende — men det er nyt for et VM, og det ændrer dynamikken i sidste spilledag i gruppen, fordi et resultat i én gruppe pludselig kan afgøre en anden gruppes tredjeplads-ranking.

Den anden store konsekvens er antallet af kampe. 104 mod 64. Det er ikke bare flere timers fjernsyn — det er 63 procent flere kampe, og det har konkrete følger for spillernes belastning, for stadionlogistikken og for betting-markedet. Odds-fastsættelsen bliver sværere, fordi flere debutnationer har mindre data bag sig. Jeg har selv brugt de sidste seks måneder på at kigge på kvalifikations-statistik for hold som Kap Verde, Curaçao, Jordan, Usbekistan og Haiti, og jeg må ærligt indrømme, at min sikkerhed i prognoserne for disse hold er lavere, end den var ved Qatar-slutrunden. Det er ikke en dårlig ting — det gør turneringen mere åben — men det er en virkelighed, man skal indregne.

Kritikken af formatet har først og fremmest handlet om kvaliteten. Vil der være kedelige kampe? Ja, det vil der. Vil der være flere bragende overraskelser? Ja, også det. Den dansk-nordiske vinkel er, at et bredere format giver hold som Norge, Sverige og historisk set Danmark bedre odds for overhovedet at kvalificere sig. Norge er tilbage efter 28 år, og Sverige er med for første gang siden 2018. Den slags ville have været svært under det gamle format, hvor UEFA havde 13 pladser i stedet for nuværende 16.

Der er en tredje ting, som jeg mener er undervurderet i debatten: fairness-effekten på de otte bedste treere. Ved EM 2016 og 2020 så vi, hvordan ranking-systemet kunne producere lidt bizarre resultater, hvor et hold gik videre med tre point og et negativt målforskel, mens et andet røg ud med fire point. Det sker, fordi sammenligningen på tværs af grupper er vilkårlig — en treer i en hård gruppe er ikke det samme som en treer i en let gruppe. FIFA’s rangordning bruger points, derefter målforskel, derefter scorede mål, derefter direkte opgør (som ikke gælder på tværs af grupper) og derefter fair play og lodtrækning. Det er et kompromis, og jeg forventer, at vi får mindst én diskussion i turneringen, hvor et hold føler sig snydt af systemet. Det er prisen for udvidelsen, og det er en pris, jeg mener er værd at betale.

Vejen til slutrunden — kvalifikationen kort

Kvalifikationen til VM 2026 begyndte i marts 2023 og sluttede i marts 2026 med interkontinentale playoffs i Mexico, og hvis jeg skal sætte ét ord på den, er det ujævn. Ikke dårlig, ikke dramatisk — bare ujævn, fordi de seks konføderationer har helt forskellige systemer.

UEFA, den europæiske konføderation, kørte sit klassiske format: 54 landshold delt i tolv grupper, gruppevinderne direkte til VM, og de resterende 16 pladser (inklusive playoffs) afgjort gennem en kombination af gruppeetter og Nations League-ranking. Danmark endte som nummer to i gruppe C bag Skotland efter en dramatisk sidste spilledag, og så gennem playoffs, hvor det tabte finalen mod Tjekkiet på straffespark. Det er en historie, vi stadig bokser med, og jeg siger det helt ærligt: som dansk analytiker gjorde det ondt at skrive denne guide.

CONMEBOL, Sydamerika, har altid haft det mest brutale kvalifikationsformat — én lang alle-mod-alle-liga med ti hold. I 2026 blev seks direkte pladser givet, og den syvende gik gennem det interkontinentale playoff. Brasilien sled mere, end det plejer, Argentina vandt ret komfortabelt som regerende verdensmestre, og Bolivia endte overraskende med en playoff-plads.

CAF, Afrika, brugte et nyt system med ni direkte pladser og en interkontinental playoff-chance. Marokko, Senegal, Egypten, Ghana, Algeriet, Elfenbenskysten, Tunesien, Sydafrika og Kap Verde sikrede sig de direkte ni. Kap Verdes kvalifikation var sæsonens fortælling fra Afrika — en ø-nation med 600.000 indbyggere, der for første gang spiller VM. Jeg har ved flere lejligheder fremhævet dem som turneringens måske smukkeste menneskelige historie.

AFC, Asien, gav otte direkte pladser og én playoff-plads, fordelt mellem Japan, Sydkorea, Iran, Saudi-Arabien, Australien, Usbekistan, Jordan og Irak. Både Usbekistan og Jordan er nye VM-deltagere, og det er en af de helt konkrete effekter af 48-hold-formatet, som jeg betvivlede for to år siden og nu anerkender som rigtig.

CONCACAF, Nord- og Mellemamerika, havde det bizarre arrangement, at tre af nationerne var værter og derfor automatisk kvalificerede. De resterende tre pladser gik gennem regional kvalifikation, og Haiti, Panama og Costa Rica sikrede sig dem — Haiti for første gang siden 1974. OFC, Oceanien, havde for første gang nogensinde en direkte VM-plads, som gik til New Zealand.

De to sidste pladser blev afgjort i det interkontinentale playoff i Mexico i marts 2026. Seks hold fra forskellige konføderationer spillede om to slots, og vi fik blandt andet Bolivia igennem. Formatet med knudeplaceringer gav dramatiske kampe, og det lagde scenen til slutrunden på en måde, som jeg personligt synes fungerede bedre, end jeg havde forventet.

Én pointe, som er værd at dvæle ved for en dansk læser: kvalifikationen som helhed varede næsten tre år. I den periode ændrede mange af de hold, der nu skal spille VM, landstræner, nøglespillere og hele taktiske profiler. Det gælder Tyskland, det gælder Brasilien, det gælder England under Tuchel. Det betyder, at en del af den form-analyse, man læser lige op til slutrunden, er næsten usammenhængende med det, holdet leverede for halvandet år siden. Jeg synes, det er en af de mest undervurderede dimensioner i forhåndsanalyser af VM. En gruppe ser én ud på papiret, når den bliver trukket i december, og en anden ud, når kampen faktisk spilles i juni. Meget kan ske på seks måneder, og derfor er jeg også skeptisk over for alt for tidlige specifikke prognoser.

Tre værter: USA, Mexico og Canada

Forestil dig en fodbold-VM-slutrunde, hvor du på samme dag kan se en kamp på Estadio Azteca i Mexico City — en arena med 87.000 pladser og en fortid, der rummer to tidligere VM-finaler og Maradonas “Guds hånd” — og derefter zappe til en kamp på SoFi Stadium i Los Angeles, der er den dyreste sportsarena, verden har set, bygget for 5,5 milliarder dollars. Det er virkeligheden for VM 2026. Tre lande, tre kulturer, tre fodboldtraditioner, og en organisatorisk kompleksitet, som vi aldrig har set før.

USA står for elleve af de seksten stadioner og får langt størstedelen af kampene, inklusive finalen. Det er en bevidst strategisk fordeling fra FIFA, fordi det amerikanske marked er turneringens kommercielle motor. USA huskes traditionelt som et land, der ikke “forstår” fodbold, men den beskrivelse er forældet. Major League Soccer er i dag en økonomisk seriøs liga, og de amerikanske fans til VM 1994 satte tilskuerrekorder, der stadig står. De elleve arenaer spænder fra MetLife i New Jersey over Mercedes-Benz Stadium i Atlanta og NRG Stadium i Houston til Lumen Field i Seattle og Levi’s Stadium i San Francisco — en geografisk dækning, der dækker stort set hele kontinentet og som tvinger holdene til at rejse mere mellem kampene, end de har været vant til.

Mexico bidrager med tre stadioner og en fodboldkultur, der ikke behøver forklaring. Estadio Azteca i Mexico City er verdens mest ikoniske fodboldarena, hjemsted for finalerne i 1970 og 1986, og i 2026 bliver det det første stadion nogensinde, der har været vært for tre VM-åbninger. De to andre mexicanske arenaer er Estadio BBVA i Monterrey og Estadio Akron i Guadalajara. Den mexicanske fans passion, larmen og den lokale madkultur omkring stadionerne vil dominere den atmosfære, tv-seerne oplever fra de kampe.

Canada er den stille tredjemand — to stadioner, BMO Field i Toronto og BC Place i Vancouver. Canada har aldrig været en stor fodbold-nation, men de sidste fem-seks år har både herrelandsholdet og MLS-klubberne Toronto FC, Vancouver Whitecaps og CF Montréal bygget en bredere base. BMO Field i Toronto er et moderne, solidt stadion med 45.000 pladser efter udvidelse til VM. BC Place i Vancouver har et fast tag og giver en helt anden stemning, mere lukket, mere akustisk.

Den logistiske udfordring for holdene er enorm. Et hold, der skal spille kampe på SoFi i Los Angeles og derefter Mercedes-Benz i Atlanta, flyver over fire timer og krydser tre tidszoner. Den slags rejseaktivitet påvirker præstationerne, og det vil uden tvivl være en af historierne, vi kommer til at diskutere i turneringens anden uge, når de første holds rejseplaner begynder at mærkes i benene.

FIFA har forsøgt at minimere skaden ved at gruppere hold geografisk. De tre værter får deres gruppekampe i egne lande. De europæiske hold spiller ofte deres gruppekampe relativt tæt på hinanden — fx på østkysten — og de sydamerikanske hold favoriseres mod Mexico og det sydlige USA. Men når knockout-fasen begynder, forsvinder den beskyttelse, og fra Round of 32 og frem kan et hold meget vel ende med at spille i Houston den ene uge og Seattle den næste. Den fysiske belastning adskiller sig fra tidligere slutrunder, hvor et hold højst rejste 500-700 kilometer internt i værtslandet. Her kan et semifinalist-hold ende med at have tilbagelagt over 12.000 kilometer inden finalen — mere end nogle slutrunder internationalt, og det uden at forlade turneringens egne lande.

En anden praktisk konsekvens handler om stemning og fans. Amerikanske stadioner er bygget til amerikansk fodbold, baseball og musikkoncerter. De har ikke den tætte, stejle, fodboldspecifikke atmosfære, man kender fra europæiske arenaer. Det er en undtagelse for Estadio Azteca og Mexico generelt, hvor stemningen forventes at være elektrisk. Jeg har selv været på Azteca én gang, og det var en oplevelse, jeg stadig rangerer som den mest intense fodboldmæssige atmosfære, jeg har stået i. Mexicansk fanskultur bringer noget særligt, som kan kompensere for det, de amerikanske og canadiske stadioner mangler i traditionel fodboldintensitet.

Tidsplanen — fra 11. juni til 19. juli

Kampprogrammet for slutrunden blev offentliggjort i februar 2026 i New York, og jeg brugte en hel weekend på at gennemgå det kamp for kamp. Det er mere komplekst, end det umiddelbart ser ud, så lad mig tage det i kronologisk rækkefølge.

Gruppespillet starter torsdag 11. juni kl. 21 lokal tid i Mexico City med åbningskampen på Azteca. Det er samme vært — Mexico — som spillede åbningskampen i 1986, og FIFA har næsten ceremonielt lagt denne kamp klokken 21 lokal tid, hvilket betyder klokken 04 torsdag nat i Danmark. Det er virkelig ikke seertidens guldtime for os, og det er én af mange praktiske ting, jeg vender tilbage til i det sidste afsnit.

Gruppespillet varer fra 11. juni til 27. juni, altså 17 dage. Hvert hold spiller tre kampe i gruppen med typisk fire dages mellemrum. Der spilles flere kampe om dagen — på de travleste dage op til seks samtidige eller overlappende kampe — og det tvinger tv-seeren til at prioritere på en helt anden måde, end vi er vant til fra EM.

Round of 32, det nye første knockout-trin, ligger mellem 28. juni og 3. juli. Det er seks dages koncentrerede knockout-kampe, 16 matcher, hvor formatet for første gang afprøves ved et VM. Ottendedelsfinalerne, altså Round of 16, spilles fra 4. juli til 7. juli — og 4. juli er selvfølgelig amerikansk nationaldag, hvilket FIFA og de amerikanske værter har lagt stor vægt på at udnytte ceremonielt. Jeg forventer ekstra show omkring den dag.

Kvartfinalerne afvikles 9. og 10. juli. Semifinalerne 14. og 15. juli. Bronzekampen lørdag 18. juli, og finalen søndag 19. juli på MetLife Stadium klokken 15 lokal tid. Det er klokken 21 i Danmark — den bedst tænkelige tid for en dansk fodboldseer, der vil samle familien omkring tv’et. En af de få gange, hvor tidsforskellen faktisk arbejder for os.

Mellem semifinalerne og finalen er der fire hviledage, hvilket er mere end normalt. FIFA har bevidst lagt luft ind i programmet mod slutningen, dels for at give finalisterne bedre restitution, dels for at bygge medieopmærksomhed op. Det er også et forsøg på at undgå det, der skete i 2010 i Sydafrika, hvor semifinalister klagede over for korte pauser.

Et særligt forhold, som danske kommentatorer sjældent fremhæver: kampprogrammet indeholder bevidste “pauser” i gruppespillet — dage, hvor der kun spilles to eller tre kampe. De er placeret strategisk, så ingen af de store europæiske hold har mere end tre dages mellemrum mellem kampe i samme gruppe, og så der altid er en vis programmæssig kontrast. Det er langt fra tilfældighed. Jeg kender en af de analytikere, der arbejdede med programplanlægning hos FIFA, og han forklarede, at modellen tager mere end ti forskellige faktorer i betragtning — inklusive varme, højde, tv-primetime på to kontinenter og rejseaktiviteten mellem kampe. Resultatet er et program, der ser kaotisk ud på papir, men er meget mere koordineret end det umiddelbart virker.

Gruppefasen — 12 grupper, 72 kampe

Hvis jeg skal være helt ærlig, så er det her, VM 2026 bliver mest uoverskueligt for den danske seer. Tolv grupper er rigtig mange. Jeg har selv måttet printe en papirversion af lodtrækningen og hænge den på væggen i redaktionen, og det er et godt råd: det visuelle overblik forsvinder hurtigt, når man kun læser det på en skærm.

Lodtrækningen blev foretaget 5. december 2025 i Las Vegas. Holdene blev fordelt i fire seedning-potter efter FIFA-rankingen fra november 2025, og de tre værtsnationer blev placeret som etter i gruppe A (Mexico), gruppe B (Canada) og gruppe D (USA). Det var en stramning i forhold til tidligere VM, hvor værtsnation traditionelt har fået gruppe A. Ved tre værter måtte man finde en anden løsning, og det medførte, at USA endte i en markant hårdere gruppe end den oprindelige model ville have givet.

Grupperne A til D er i geografisk forstand “værternes puljer”. De spiller flest af deres kampe i deres eget land. Mexico spiller alle tre gruppekampe i Mexico, Canada alle tre i Canada, USA alle tre i USA. Det giver disse tre hold en mærkbar hjemmebanefordel i den første fase, og det er en af grundene til, at oddsmarkedet giver dem relativt gode priser på at nå Round of 32.

Grupperne E til H er det første “europæiske bælte” — grupper, hvor UEFA-holdene er tykt repræsenteret. Tyskland endte i gruppe E med Elfenbenskysten, Ecuador og Curaçao. Nederlandene i gruppe F med Japan, Sverige og Tunesien — den anden nordiske historie ved dette VM, som jeg kommer tilbage til. Spanien i gruppe H med Uruguay, Saudi-Arabien og Kap Verde. Grupperne har hver deres karakter, og hvis jeg skal pege på én som “dødens gruppe”, er det nok H med europamestrene mod en traditionel sydamerikansk stormagt.

Grupperne I til L er “toppen af loddet” hvad angår traditionelle sværvægtere. Gruppe I har Frankrig, Norge, Senegal og Irak — og det er den eneste gruppe, jeg personligt følger med særlig skandinavisk stolthed. Argentina er i gruppe J med Algeriet, Østrig og Jordan. Gruppe L har England, Ghana og de to sidste playoff-vindere, hvoraf den ene kommer fra CONMEBOL.

De 72 gruppekampe afvikles på 17 dage. Det er mere komprimeret end ved VM 2022, og det betyder, at der typisk er fire til seks kampe dagligt i de midterste fem dage. Som dansk seer må man gøre op med sig selv, om man prioriterer bredde (hoppe mellem kampe) eller dybde (vælge tre-fire hold at følge tæt).

Den skjulte mekanik i gruppefasen, som færre kommentatorer taler om, er rækkefølgen inden for gruppen. FIFA har lagt kampprogrammet sådan, at gruppens sidste spilledag har to samtidige kampe — helt som under tidligere formater — for at undgå forudbetalte uafgjorte resultater. Det er en regel, der blev indført efter den berygtede skandale i 1982, hvor Vesttyskland og Østrig spillede en påfaldende passiv kamp for at sikre begge deres videregang. Det vil være mindre af et problem i 2026, fordi der er flere hold, der går videre, men det er stadig en mekanisme, der betyder noget i knappe situationer.

En anden detalje: FIFA har bevidst placeret visse seedede hold i forskellige grupper efter geografisk logik, sådan at ikke alle topfavoritterne skal møde hinanden i Round of 32. Det er en antikliks-forsikring. Den side af balancen er svær for den gennemsnitlige seer at gennemskue fra starten, men den bliver synlig, så snart knockout-lodtrækningen tegnes op efter gruppespillet. Så begynder vi at kunne se, hvilke halvdele af brackettet der indeholder de store dueller — og hvilke der ligner rene hovedveje til semifinalen.

Hvis du vil dykke dybere ned i hver enkelt gruppe, findes der en separat gennemgang på vores overblik over VM 2026-grupperne fra A til L, som supplerer denne guide med kampprogrammer og gruppeanalyser.

Slutspillet — Round of 32, kvart, semi, finale

Nu til det, der for alvor adskiller VM 2026 fra alt, vi har set tidligere. Round of 32. Et nyt knockout-trin, der ikke eksisterede før, og som ændrer dynamikken i hele den anden halvdel af turneringen.

Under 32-hold-formatet gik 16 hold videre til knockout-fasen efter gruppespillet. Under 48-hold-formatet går 32 hold videre. Den matematiske konsekvens er, at der skal en ekstra runde til for at komme ned til 16 hold. Det kalder FIFA Round of 32, og det er de første 16 knockout-kampe, hvor der for første gang ved et VM er en direkte dysten-med-udslagsgivning allerede i den fase.

Bracketen er fastlagt sådan, at gruppeetter spiller mod treere fra andre grupper, mens gruppeetteren-mod-toeren-matchup først sker senere. Det betyder i teorien, at en gruppevinder bør have lidt lettere modstand i Round of 32, men ikke altid — for de otte bedste treere kan være markant stærkere, end man skulle tro, især hvis én gruppe har været usædvanligt tæt, og dens treer derfor har gode points.

Min egen observation efter at have gennemgået lodtrækningen er, at Round of 32 risikerer at føles lidt som et mellemtrin første gang. Det er fordi, vi ikke har vores gamle reference-ramme. Ved VM 2022 var Round of 16 den første knockout-runde, og den havde en umiddelbar dramatisk vægt. Her kommer det dramatisk først i ottendedelsfinalerne, og Round of 32 bliver måske i praksis en “luge” for de største favoritter. Omvendt vil et enkelt chok i denne runde — fx at en tredje-placeret afrikansk eller asiatisk nation slår en europæisk gruppevinder — hurtigt omskrive turneringens narrativ.

Ottendedelsfinalerne (Round of 16) afvikles fra 4. til 7. juli. Her begynder det for alvor at ligne VM, vi kender. Otte kampe, otte hold videre, klassisk knockout. Kvartfinalerne 9.-10. juli — kun fire kampe, fire hold videre. Semifinalerne 14. og 15. juli. Bronzekampen 18. juli, og finalen 19. juli. Det er samme slutstruktur som før, bare forskudt nogle dage og med den ekstra runde i starten.

Interessant er også fordelingen af stadioner. Finalen spilles på MetLife, begge semifinaler på to forskellige østkyst-stadioner, kvartfinalerne spredes over vestkyst, midtvest og Mexico. Fordelen er, at turneringen beholder sin kontinentale karakter helt til slutningen. Ulempen er, at rejseaktiviteten for de dybeste semifinalister bliver voldsom — et hold i en tænkt kombination kan nemt ende med at rejse over 10.000 kilometer internt i turneringen.

Den nordiske vinkel — Norge bærer flaget

Jeg skriver dette afsnit med en vis vemod, fordi det burde have været tre lande i det: Danmark, Sverige, Norge. Sådan blev det ikke. Danmark tabte playoff-finalen i Prag, og det er en historie, vi stadig bokser med. Men Norge er med, Sverige er med, og det er en skandinavisk fortælling, der er værd at samle for sig.

Norge er tilbage ved et verdensmesterskab for første gang siden 1998. Otteogtyve års tørke, som Erling Haaland og en moden norsk generation brød i kvalifikationen. Haaland scorede seksten mål i kvalifikationen — absolut rekord — og hans præstationer i gruppespillet mod teams som Italien og Israel var det, der satte punktet. For dansk publikum er Norge den naturlige “skandinaviske sjette-mand”, selvom det kan være lidt uvant. Jeg voksede op med rivaliseringen mellem Danmark og Norge i 90’erne, og skal indrømme, at følelsen af at hejse det norske flag er en tilvænningssag. Men når alternativerne er at vælge mellem Argentina, Brasilien og Frankrig, så er det norske valg det naturlige.

Sveriges kvalifikation var mere stille — de sneg sig ind via playoffs og er havnet i gruppe F med Nederlandene, Japan og Tunesien. Det er en hård pulje, og jeg tror ikke, Sverige når længere end gruppespillet, men de er med, og det tæller. Især for dem, der blandt danske seere har en svensk forbindelse — bedstefar, svigermor, sommerhus i Skåne.

Den nordiske fodboldsæson 2025-26 i Skandinaviens klubfodbold har vist, at spillerne under både Norge og Sverige er bedre rustet, end den almindelige karakterisering af skandinavisk fodbold lader ane. Det er ikke længere kun lange bolde og fysisk styrke. Det er taktik, det er moderne pres, det er spillere, der har spillet i Premier League, Bundesliga, Serie A og Eredivisie i flere år. Haaland hos Manchester City, Martin Ødegaard hos Arsenal, Alexander Isak tidligere i Newcastle, og hele den nye norske midtbane-generation, der spiller i Tyskland og Holland.

For danske seere betyder den nordiske vinkel konkret to ting. For det første, at vi har et naturligt engagement i gruppe I og gruppe F. For det andet, at vi har en form for regional stolthed at klynge os til, selv uden Danmark. Det er ikke det samme — og det skal heller ikke være det — men det giver dette VM en dimension, der ellers ville være mistet for os.

Hvis du vil gå i dybden med Norge-kampagnen specifikt, har jeg skrevet en separat analyse af Norges trup, gruppe I-kampe og Solbakkens projekt, som ligger som team-side her på sitet.

Praktisk for danske seere: tidsforskel, TV, streaming

Lad mig tage det afsnit, som faktisk er mest brugbart for en almindelig fodboldseer, der bare vil vide, hvornår og hvordan hun skal se kampene. Jeg har talt med adskillige kolleger og bekendte, og praktisk information er noget af det, der efterspørges mest i de kommende måneder.

Tidsforskellen er seks timer til New York og Toronto, syv timer til Mexico City og Chicago, ni timer til Los Angeles og Vancouver. Under dansk sommertid, som gælder hele turneringen, betyder det konkret følgende: en kamp klokken 12 middag lokal tid på østkysten USA starter klokken 18 dansk tid — det er den bedste slot for os. En kamp klokken 15 ET starter klokken 21 hos os — også fint. En kamp klokken 18 ET starter klokken 24, og en kamp klokken 21 ET starter klokken 03 næste morgen. Kampe i Los Angeles, San Francisco, Seattle eller Vancouver om aftenen lokal tid sker mellem klokken 04 og 07 næste morgen dansk tid. Det er en barsk sandhed, og det betyder, at nogle af de vigtigste kampe, inklusive visse kvartfinaler og semifinaler, kan falde på tidspunkter, hvor man enten skal tage fri fra arbejde eller acceptere at se reprise næste aften.

Om TV-rettighederne i Danmark kan jeg sige, at de i Skandinavien traditionelt er fordelt mellem public service og private aktører. Uden at gå ind på specifikke navne og uden at nævne konkrete udbydere (fordi situationen kan ændre sig, og jeg hader at skrive ting der bliver forkerte), så skal danske seere forvente, at de store kampe vil kunne ses gratis, mens nogle af de mindre kampe er henlagt til streaming-tjenester. Det er et mønster, vi kender fra EM 2024 og VM 2022, og det holder sandsynligvis også denne gang.

Mit praktiske råd efter at have dækket mange slutrunder er dette: Planlæg hvilke hold du vil følge tæt inden slutrunden starter. Vælg højst fire-fem hold. Læg mærke til deres kampprogrammer i en kalender, så du ved, hvornår du skal holde aftenen åben. Accepter, at du vil misse nogle kampe live, og brug reprise-muligheder. Og vigtigst: skip ikke din daglige rytme for at se en tilfældig gruppekamp klokken 04 om natten. VM er en maraton, ikke en sprint — selv for seeren.

En sidste praktisk ting: sommerferien i Danmark ligger omkring slutningen af juni og hele juli, hvilket er en historisk fordel for danske VM-seere. Mange kampe falder i den periode, hvor man enten er hjemme eller på familieferie, og hvor tv’et kan være tændt uden arbejdsdagens pres. Ottendedelsfinalerne og kvartfinalerne kolliderer med uge 27 og 28, semifinalerne og finalen med uge 29. Det er ferie-uger for en stor del af den danske befolkning, og det er godt nyt for engagementet.

Med det i baghovedet tror jeg, dette bliver den VM-slutrunde, flest danskere har set flest kampe af, selv uden vores eget landshold. Paradoxalt, måske. Men også en påmindelse om, at fodbold er større end ét flag. Og at en god guide, læst i god tid, er mere værd end en hastigt googlet oversigt klokken tre om natten, mens kampen er i gang.